Retur

Referat - Ordinær generalforsamling

Onsdag d. 23/4 2008

Grundejerforeningen Skytteengen Syd   

1. Valg af dirigent Friedrich opstillede og blev valgt som dirigent. Nikolaj påtog sig at føre referat.

Der blev registreret følgende 11 fremmødte husstande, nr. 57, 55, 53, 51, 41, 27, 21, 19, 13, 9, 7.

2. Bestyrelsens beretning Bestyrelsen fremlagde kort sin beretning for det forgangne år:

 

Beretningen blev godkendt.

3. Regnskab Der var et enkelt spørgsmål til bestyrelsen vedr. om medlemskabet til G/F Landsforening skal fortsætte/er nødvendigt. Bestyrelsen anbefaler fortsat medlemskab da medlemskabet også dækker en skadesforsikring for alle fællesarealer samt en bestyrelsesansvarsforsikring.

Regnskabet blev derefter godkendt.

4. Budget Bestyrelsen fremsatte forslag til budget for det nye år, hvor det bl.a. blev foreslået, at kontingentet for 2008 blev sat til kr. 100,00 (mod sædvanligt kr. 300,00). Særskilt kontingent til vejfonden blev som sidste år foreslået fastsat til kr. 900,00.

Budgettet for 2008 blev godkendt uden yderligere kommentarer.

5. Forslag fra medlemmerne. Niels havde stillet forslag om at udvide lygtetændingstiden, således at gadelyset var tændt hele natten, og ikke som i dag, hvor det slukker kl. 01.00.

Emnet blev diskuteret. Der var flere der bakkede op omkring Niels forslag og tilskyndede den ekstra følelse af tryghed som en udvidet tænding kunne give. Nikolaj fremførte, at han var imod en udvidelse af tændingen af rent principielle grunde, da det ville være at gå den forkerte vej at gå i.fht. at spare på energien.

Alle var enige om at forslaget isoleret set ikke betyder den store ekstraudgift (ca. kr. 100 pr. husstand), ligesom den isolerede miljøeffekt i sig selv heller ikke er voldsom. Det er mere det principielle som kunne anfægtes i forslaget.

Efter endt diskussion blev det besluttet, at bestyrelsen skulle prøve at forespørge hos SEAS hvilke muligheder der foreligger for en mere intelligent styring af lygtetændingen end den vi har i dag, og fremlægge forslag.

Det blev dog også besluttet at høre medlemmerne i sagen. Alle bedes derfor inden mandag d. 12. Maj, fremsende deres mening i sagen til info@skytteengen-syd.dk eller lægge seddel i formand Sørens postkasse (Nr. 13.)

6. Valg af medlemmer til bestyrelsen Erling var på genvalg som kasserer og opstillede igen. Erling blev valgt.

7. Valg af suppleant til bestyrelsen. Knud tilbød at opstille igen som suppleant og blev genvalgt.

8. Valg af revisor og revisorsuppleant. Revisor, Jytte og revisorsuppleant, Tina opstillede ligeså på ny og blev selvfølgelig genvalgt.

9. Eventuelt Der blev fra flere medlemmer stillet forslag om, at de medlemmer der ikke fysisk er i stand (eller som ikke føler de har tid) til at hjælpe med vedligeholdelsen af de grønne arealer, kan betale sig fra dette. Niels foreslog at det kunne koste kr. 1000,00 for de husstande der ville fritages. Disse penge kunne så gå til en generel nedsættelse af kontingentet, så de kom alle til gode. Alternativt blev der stillet forslag til at hele vedligeholdelsesarbejdet af de grønne arealer (ekskl. græsslåning af de små fælles græsplæner) blev outsourcet til en ekstern andelsgartner.

Forslaget blev voldsomt diskuteret. De fleste kunne godt se det problematiske i at de gældende vedtægter ikke tager højde for at folk kan være fysisk ude af stand til at hjælpe. Der var dog stadig delte meninger i sagen.

Da beslutning i sagen kræver en vedtægtsændring, blev det besluttet, at bestyrelsen forbereder en indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling hvor punktet behandles. Vi skal bl.a. have indhentet tilbud fra anlægsgartnere, således at medlemmerne kan tage stilling til forskellige løsningsmuligheder.

Det blev desuden besluttet, at husstand nr. 2 + 9 overføres til område nr. 7 og bytter plads med nr. 51 + 53 som i stedet flytter til område nr. 4. (Placeringen har ikke været hensigtsmæssig for ingen af de 4 husstande.)

Vejfest: afholdes i år d. 16. August. Reserver allerede nu datoen, så vi kan få en endnu større tilslutning end sidste år!!!

Husstandsliste: Friedrich fremsatte forslag om at lægge en opdateret husstandsliste med navne, e-mail, telefonnumre m.v. Alle (der har lyst til at stå på listen), bedes derfor sende deres navne, kontaktdata m.v. til info@skytteengen-syd.dk eller lægge en seddel i formand Sørens (nr. 13) postkasse senest den 12. maj. Derefter vil listen blive udfærdiget og uddelt til grundejerforeningens medlemmer.

 

For referatet,

Nikolaj Ruwald, 28. April 2008